En forbrydelse - voldtægt          

Den lille vestnorske by Stavanger åndede efter en varm dag. Alt arbejde hvilede. Husene lignede kolorerede træklodser fra et barns legetøjsæske. Ude over det silkeblanke hav var solen gået ned bag tunge, gyldenrandede skybanker. Kun blødt svævende måger over havnen fangede endnu lyset, og fuglenes fjerdragt glimtede som sølv, mens nattens tåger drev ind over landet, over Jæderen mod de blågrønne gjelde. I den sene dags svare skønhed kendtes nymånens segl i himmelrummet.

Det var, hvad man den 23. Juli år 1851 oplevede, set fra et vindue i byens fattighus, der samtidig måtte tjene som sygehus "Dollhuset - Den Kombinerede Indretning", som bygningen også kaldtes. Den er nu for længst nedrevet. I en nådeløs realistisk artikel, skrevet af digteren Alexander Kielland, som i nogle år var redaktør i Stavanger, berettes om den offentlige anvendelse af Dollhuset

"Her sidder farlige lediggængere, slagsbrødre og forkomne eksistenser. I det såkaldte spindehus har man anbragt hjælpeløse kvinder, som venter på døden, og i den kvindelige afdeling af arbeidsanstalten også sinnesgale kjerringer, slette og umulige mødre og koner samt et uendeligt tog af galne jenter, der har holdt leven og ufred i byen, og i hus med disse er alle byens syge, som ikke kan forplejes hjemme, folk, som er kommet til skade, smitsomme syge, tjenestepiger og andre hjemløse, fattige mænd med al slags sygdom, især en overfyldning av syfilis. Og så op i alt dette en dårekiste ! Læg så hertil badeanstalt, offentlig bespisningsanstalt med kogeri, vaskehus, lighus og stenhuggeri, så man omridsene af Stavanger "kombinerede indretning"."

Det var her, det begyndte. I et primitivt sygerum. Mellom skidengule vægge og kun belyst af en enkelt matbrændende olielampe lå en ung kvinde med sit nyfødte barn. En svag duft af kloroform hang endnu i luften. Fødselen var overstået få timer forinden. Det blev en dreng. Et barn med tyndt, blødt hår af samme farve som moderens, der var rødgyldent og i tætte bølger spredtes over hovedpuden, fremhævende kindernes mathvide bleghed. I de store, tåreblanke øjne afspejlede sig et ungt livs angst. - Ellen Cecilie Gjesdal lå træt og stille i sengen. Hun var 26 år, født 22. April 1824, næstældst i en stor børneflok i hjemmet til skibstømreren Per Person Gjesdal og hans hustru, Sidsel f. Peders-datter Selvig. De havde været syv søskende i det lille blå-grå træhus i Sandvigen. Nu var de kun fire, to var døde, og den ældste, datteren Bertha Cecilie, født 25. August 1817, opholdt sig siden 1832 i København, gift med den danske ichthyolog og videnskabelige forfatter Henrik Nikolaj Krøyer.

I flere måneder havde Ellen Cecilie Gjesdal været indtaget på "den kombinerede indretning". Hun var sjælelig havareret fra fødselen. En depressiv psykose gjorde, at hun med kortere eller længere mellomrum måtte fjernes fra hjemmet. - En norsk forfatter Trygve Wyller har betegnet Ellen Gjesdal som åndssvag. Det må bestrides. Hun var syg i sindet, men så vidt vides, i lyse øjeblikke fuldt normal.

Spørgsmålet melder sig - hvem var far til Ellen Cecilie Gjesdals barn, drengen, som skulle vokse op og blive en av Danmarks mest ansete malere fra årene slut i 1800-tallet til de første år i et nyt århundrede. Om dette spørgsmål har der hersket tvivl. Nævnte norske forfatter oplyser: "Ellen Gjesdal blev besvangret af et af sine bysbørn." - Her er altså mange muligheder. Gjennem årene har flere været tilkendt faderværdigheden, dog uden noget afgørende bevis. Sterkest har man hæftet sig ved en forbrydelse. Voldtægt. Det er også mod dette, man nærmer sig i nogle notater, som maleren Michael Ancher har gjort efter vennen Peder Severin Krøyers udførlige beretning. Her hedder det: "Han (Krøyer) mente, at det aldrig var "blevet fuldt oplyst", hvem hans far var, og dog havde han en formodning om, at det var hospitalets uværdige forstander." Til dette er føjet: "Formodningen var rigtig, og dåpsattesten, udstedt 24. August 1851, efter hvilken drengen fik navnene Peder Severin, nævner også som barnets far fattigfogden N.S. Hjorth."

Ordene og hvad de står for er blevet gentaget, nedskrevet og anvendt som kildemateriale i alt for vid udstrækning uden de nødvendige kommentarer og det forbehold, som må og bør tages. Vi aner således ikke, om Ellen Gjesdal har været at finde i syge- og fattighuset netop i den måned, antagelig november 1850, da hun er blevet besvangret. Desværre er "Dollhuset"s papirer og bøger tilintetgjort. Fra disse kunne vi have skaffet os viden om de tidspunkter, på hvilke Ellen Gjesdal havde haft ophold i huset, hvor fattigfogeden daglig kom. Vi er nu henvist til at slutte bagud fra kirkebogen, i hvilken sognepræsten har indført den tidligere guldsmed, fattigfoged Niels Iversen Solberg Hjorth, som udlagt barnefar til Ellen Gjesdals barn, født den 23. Juli 1851. Det er den eneste eksakte oplysning om dette forhold og er uden tvivl givet af den unge kvinde, den eneste tilstedeværende, der må formodes at have kendt navnet på sit barns far. - At fødselsattesten er underskrevet af en slektning til Ellen Gjesdal, skipperen Doran Fuglestad, og bragt kirkens præst af pigen Joran Helgesdatter (ifølge kirkebogen fra barnets mor) forekommer ejendommeligt og er stridende mod husets sædvane, ifølge hvilken den ansvarlige leder, fattig-fogeden, skulle underskrive sådanne attester. Dog betyder dette måske blot, at fattigfogeden har været bortrejst fra byen netop denne dag.

I spørgsmålet om paterniteten kan der selvsagt tænkes flere muligheder, men "Dollhuset"s leder har verken straks eller senere nedlagt protest mod kirkebogens ord, hvilket vi i dag kun kan indicere derhen, at han virkelig er manden, som har besvangret en ung syg pige, undergivet hans varetægt. Var han et menneske, der ikke havde kontrol over sit sexualbehov? - Eller skal vi tro, som det er blevet nævnt, at han med sit navn dækkede over sønnen fra en af byens ansete familier. Det lyder næsten for stort. At en agtværdig borger skulle sætte sig selv i byens gabestok for en familie, han verken økonomisk eller på anden måde var afhængig af. Fattigfoged Hjorth var i de år en midaldrende mand med kone og børn, en tro kirkegænger og kirkeværge, der hver søndag sås på sin vante plads i kirken. Han var en kommunal tjenestemand, til hvem man havde tillid. - Var han ulven i fåreklæder?

I de mange år, der er gået, siden den sommeraften i Stavangers syge- og fattighus, har faderværdigheten til Ellen Cecilie Gjesdals barn været målet for en række genealogiske undersøgelser. Flere norske skribenter har stillet sig skeptiske til fattigfogedens navn i kirkebogen. Det hedder: "Kirkebogens anførelse kan være falsk, der er meget, som taler herfor." Hvad dette "meget" hentyder til, har ikke været mulig at få klarlagt. Måske sigtes til en undersøgelse, foretaget kort før P.S. Krøyers 100 års-dag i 1951 af Stavanger-journalisten Alf Aadnøy. Han når efter forsigtigt at have jongleret mednavne fra den i Stavanger højt ansete og kunstnerisk begavede slægt Kielland, der omtrent samtidig havde forstret to begavede malere, Kitty Kielland og hendes fætter Jacob Sømme, til herigennom at finde mulige arveanlæg for Ellen Gjesdals artisisk begavede barn. Videre foreligger for Aadnøy oplysningen, at den (nu afdøde) byhistoriker, afdelingsbestyrer Anders Bærheim "skråsikkert" hadde hevdet, at stortingsmanden Sven B. Eriksen hadde fortalt ham, at den egentlige far tilhørte en af byens rike familier. - Bærheim kunne til og med fortælle, hvor i byen de to hadde stanset på sin aftentur, da hemmligheten ble røpet. - Men stortingsmanden aftvang Bærheim et løfte om ikke at røbe navnet. "Nu er vi to om den hemmelighet, flere må ikke kende den." (Om nu afdøde Anders Bærheim oplyser redaksjonssekretær Alf Aadnøy i april 1969, "hvor meget man kan legge i dette, vet jeg ikke sikkert, Bærheim var stort sett pålitelig, men kunne av og til falle for fristelsen til å foretrekke den fantasifulle gode historie for den nøkterne, men riktige." - Samtidig giver Anders Bærheims søn, arkitekten Anders Ørvar Bærheim, denne oplysning: "Notater om saken finnes ikke blant min fars papirer, og jeg fikk selv ikke vite mer enn offentligheten."

Det er nævnte Sven B. Eriksen, som i 1933 har givet Ellen Gjesdals sønnedatter Vibeke Krøyer en række oplysninger, der kunne være sande,men er digt og romantik.

Vibeke Krøyers notater fra et besøg i Stavanger indledes meg nogle helt forståelige, personlige betraktninger. "Jeg har inderst inde aldrig kunnet acceptere den foreliggende forklaring (om Søren Hjorths skyld). Jeg har altid stået undrende over for det mærkelige, at et så talentfuldt, et så fint og kærligt menneske som min far, skulle være frugten af et forhold, der dog kun kan betegnes som en forbrydelse."

Fra Sven B. Eriksens beretning, der klart tager sigte på at "frikende" fattigfogeden, hedder det: Ellen Cecilie Gjesdal var en høj, langlemmet og køn pige med et pragtfuldt rødblondt hår. Hun sang gerne. Og engang havde hun tjent som model for en billedhugger, der ønskede at legemliggøre en nordisk valkyrie. - I året 1850 tilbragte Ellen Gjesdal megen tid i selskab med en ung mand, søn fra et af byens ansete handelshuse. Man så dem vandre i den lyse sommernat på klippestierne ud mod fjorden. Og hvad her skete, det ved kun de, for hvem det skete. Men en dag tog den unge mand hyre på et skib, der sejlede over fjerne hav, og han kom aldrig tilbage til Stavanger".

Dette er helt igennom fri fantasi. Den gamle stortingsmand har under et besøg på byens kirkegård stillet Vibeke Krøyer over en gravsten, reist over slægten Petersen von Fyhrens. Herfra skulle den unge (unavngivne) mand stamme.

En i Stavanger senere foretaget gennemgang af en række stamtavler har dog godtgjort, at der på det angivne tidspunkt ikke fandtes en sådan ung mand i nævnte familie. Men skulle vi fortsætte ad gætteriets vej, fandtes i byen endnu en familie Petersen, indvandret til Norge fra Slesvig-Holsten. Her har været en ung søn Hans Christian Petersen (Jacobsen), født den 4. Januar 1830. Om ham oplyses, at han var ansat på sin fars mæglerkontor, før han gik til søs. Hele året 1850, inden for hvilket tidsrum Ellen Gjesdal skulle være besvangret, ses han at have sejlet (først med skibet "Hanna" og fra november 1850 med skibet "Norden" til Newcastle) og er først vendt hjem til Stavanger i juli 1851. Hans sidste rejse gik til New Orleans, hvor han i 1852 døde af gul feber.

Med de her givne oplysninger, fremkommet gennom flere undersøgelser (den seneste fra 1969), synes et sidste korthus at være faldet sammen. - Vi må holde os til kirkebogen.

Allerede før Ellen Gjesdals nedkomst var det bestemt, at barnet skulle sættes i pleje hos søsteren Bertha Cecilie Krøyer, i Kjøbenhavn. Ellen Gjesdal var syg og havde ingen muligheder for at forsørge sit barn, og i hjemmet rådede man ikke over midler til at påtage sig opgaver ud over dem, der var forbundet med forældrenes egne børn. Egenlig drejede det sig om en horeunge, man gerne ville være af med.


(Dette er hentet fra kapitel I, side 11 - 15 i en bok om Krøyer, utgitt fra et forlag i København i begynnelse av 70årene)